Nordjyllands Politi modtog søndag den 24. marts klokken 22:00, anmeldelse om væbnet røveri i Hjørring på Sct. Olai Plads 1 og søger vidner til episoden. Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Gerningsmanden ankom, via Vendelbogade, til parkeringsområde bag Arbejdernes Landsbank, på en hvid damecykel uden kurv med lys for- og bagpå. Her fra gik han via en smøge til Sct. Olai Plads, hvor han gennemførte røveriet mod en lokal erhvervsdrivende. Det skriver Nordjyllands politi.
Gerningsmanden beskrives som: mand, ca. 180 cm., spinkel, iført sort maskering over ansigtet, blå jakke med rødt logo, sort hætte over hovedet, plastichandsker, blå jeans, sorte glatte sko.
Han medbragte desuden en sølvfarvet tromlerevolver, lommelygte og en hvid plastpose med Lidl-logo.
Efter røveriet gik gerningsmanden retur til cyklen og kørte fra stedet, via Vendelbogade i ukendt retning.
Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen
Leder af politiets efterforskning, politikommissær Thomas Due Albrektsen fra Efterforskningscenter Hjørring ved Nordjyllands Politi, vil meget gerne høre fra vidner i sagen:
”Vi er interesseret i alle oplysninger der kan vedrøre sagen, så har man bemærket gerningsmanden før eller efter røveriet, cyklen han kørte på, eller har oplysninger omkring eventuel identitet ud fra signalementet, så tøv ikke med at ringe 114.”
Han tilføjer: ”Det kan også være at gerningsmanden har smidt noget fra sig undervejs – tøj, pose eller lignende, så støder man på noget sådant i nærheden af gerningsstedet, så bedes man også henvende sig på telefon 114.”
Thomas Albrektsen fortæller om politiets arbejdsgang:
”Det er klart at et væbnet røveri er en yderst alvorlig sag, så vi efterforsker intenst og håber på at finde vidner der kan give os nye vinkler på efterforskningen.”
Ingen kom fysisk til skade under røveriet.