Nordjyllands Politi efterforsker anmeldelser om tre mulige voldtægter i forbindelse med Aalborg Karneval.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse omkring lørdag midnat.
I den ene sag er der mistanke om drugging.
– Disse sager er nu i gang med at blive efterforsket af politiet, som ikke kan oplyse yderligere på nuværende tidspunkt, oplyser Nordjyllands Politi.
Leder af karnevalsindsatsen, vicepolitiinspektør Lasse Kragh, giver i pressemeddelelsen en status på dagens indsats.
– Fra et politifagligt synspunkt, så ser vi et karneval, hvor langt de fleste karnevalsgæster har opført sig eksemplarisk, men det er vigtigt at have for øje, at natten er ung, og karnevalsfesten fortsætter, udtaler han.
13 personer er blevet anholdt i forbindelse med karnevalet, men flere af dem er blevet løsladt efter afhøringer.
Der er tale om fire voldssager, to sager om vold eller trusler mod polititjenestemand, en sag om fyrværkerilovgivning, en hærværkssag, tre om knivloven, en om peberspray under våbenloven, og en sædelighedsundersøgelse.
Desuden er der ni overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.
Lasse Kragh fortæller, at politiet fortsat holder et vågent øje med Jomfru Ane Gade, hvor der fortsat er en del mennesker til stede.
– Her vil vi i samme åndedrag opfordre til, at man tager hensyn til naboer ved eventuelle morgenfester, siger han.
Politiet oplyser også, at oprydningen efter karnevallet fortsat kører “på højtryk for at sikre rene og fremkommelige gader”.