Politiet er skredet til anholdelse af en 29-årige mand, der er anklaget for at have voldtaget en pige på en strand, mens en anden pige ifølge politiet slap løs af hans klør og flygtede ud i vandet
Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker i disse dage en række uhyggelige forbrydelser, der er begået omkring stranden i Greve.
Det oplyser politikredsen tirsdag i en pressemeddelelse.
En af forbrydelserne skete den 28. april 2024 ved Greve Marina, hvor en 19-årig pige blev voldtaget ved andet seksuelt forhold en samleje, efter hun var blevet væltet omkuld og fået flere lussinger af en mand.
En anden af forbrydelserne skete ifølge politiet den 24. maj om aftenen på stranden i Greve, hvor en mand greb fat i en 14-årig pige. Pigen satte sig voldsomt til modværge og havde held med at komme ud af manden klør og flygte ud i vandet. Politiet kalder episoden for et voldtægtsforsøg.
En tredje forbrydelse skete den 4. februar på Sydhavn Station, hvor en mand blottede sig og onanerede foran en kvinde, som han holdt fast i.
Alle tre forbrydelser mistænker Midt- og Vestsjællands Politi, at en 29-årig mand står på – og derfor blev han mandag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør efter en anholdelse.
“Det er vores opfattelse, at der er tale om en række grove forhold. Derfor kommer vi til at fortsætte efterforskningen i de kommende dage, så vi kan styrke mistankegrundlaget mod den 29-årige yderligere”, siger politiinspektør Brian Bang-Rasmussen.
Dommeren valgte efter grundlovsforhøret af forlænge anholdelsen af den 29-årige mand i tre døgn. Det betyder, at politiet nu har tre dage til at fortsætte efterforskningen af manden, før han igen skal fremstilles i et grundlovsforhør.