En person er blevet påkørt af et tog, hvilket har ført til et fuldstændig stop af togtrafikken i området. En lægehelikopter lander ved stationen
Det er mandag aften gået grueligt galt på Sakskøbing Station, hvor en person er blevet ramt af et tog.
Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til lokalmediet Folketidende.
Anmeldelsen om personpåkørslen indløb klokken 18.40 og kort efter var flere udrykningskøretøjer fremme på stationen.
Ifølge Folketidende er en lægehelikopter også blevet rekvireret til at flyve den tilskadekomne på hospitalet.
På nuværende tidspunkt er togtrafikken i området indstillet som følge af påkørslen.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at udtale sig yderligere i sagen.
Derfor er den nærmere tilstand på den tilskadekomne endnu ikke kendt. Det samme gælder, hvorfor personpåkørslen er sket.
ONP følger sagen …