22. jun. 2024 - 10:34

Overophedet olietank ved Aalborg Portland




Beredskabet er lørdag formiddag til stede ved Aalborg Portland på grund af en overophedet olietank.

Det skriver Nordjyske og TV2 Nord, og Nordjyllands Beredskab bekræfter, at det er rykket ud til Rørdalsvej, hvor Aalborg Portland ligger.

– Station Aalborg er indsat på opgave på Rørdalsvej i Aalborg, hvor der køles på en olietank. Stationerne Nibe og Brønderslev assisterer med tankvogne, skriver beredskabet på X.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Lau Larsen oplyser til Ritzau, at politiet fik meldingen om tanken kort før klokken 4.

I første omgang blev kun beredskabet kaldt til stedet, og politiet har været på stedet siden omkring klokken 5.

Politiet kan ikke sige noget om selve indsatsen, da det er beredskabet, der står for den. Men umiddelbart ser det ud til, at afkølingen virker.

– Lige nu ser det ud som om, at den indsats, de laver, virker, siger Lau Larsen.

Han har ikke nogen tidshorisont for, hvor længe indsatsen vil vare.

Nordjyske har talt med direktør Diana Sørensen fra Nordjyllands Beredskab og skriver, at beredskabet rykkede ud efter en henvendelse fra Aalborg Portland.

Det skyldtes, at der var gået en temperatur-alarm på olietanken.

Aalborg Portland er Danmarks eneste cementproducent.