09. feb. 2023 - 20:16

Over 20.000 er døde efter mandagens voldsomme jordskælv




Mindst 17.134 er døde i Tyrkiet, og mindst 3317 er døde i Syrien efter kraftigt jordskælv mandag.

Over 20.000 personer er døde i Tyrkiet og Syrien efter mandagens jordskælv.

Det står klart, efter at den tyrkiske katastrofemyndighed Afad torsdag aften har bekræftet mindst 17.134 døde i Tyrkiet som følge af jordskælvet.

I Syrien lyder dødstallet på 3317 omkomne.

Dermed har mindst 20.451 mennesker mistet livet i katastrofen.

Et jordskælv med en styrke på 7,8 ramte tidligt mandag nær den tyrkiske millionby Gaziantep cirka 50 kilometer fra grænsen til det nordvestlige Syrien.

Mange lå og sov, da jordskælvet ramte.

Skælvet blev efterfulgt af en række voldsomme efterskælv – herunder ét, der var næsten lige så kraftigt som det første.

Tyrkiet blev også i 1939 ramt af et voldsomt jordskælv med en styrke på 7,8. Det ramte ved byen Erzincan, og cirka 32.700 mennesker omkom.

Et andet kraftigt jordskælv dræbte i 1999 over 17.000 mennesker i Tyrkiet.

Der bor omkring 85 millioner mennesker i Tyrkiet. I Syrien, der ligger syd for Tyrkiet, er der godt 20 millioner indbyggere.

Der er i øjeblikket stadig i fuld gang i redningsindsatsen i de to lande.

Cirka 95 lande og 16 organisationer har lovet at hjælpe Tyrkiet.

Det sagde landets udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, torsdag på et pressemøde.

Han fortalte desuden, at 6479 redningsfolk fra 56 lande arbejder på stedet.