Forholdene på Udrejsecenter Kærshovedgård tæt ved Ikast i Midtjylland er begrænsende for beboernes livsførelse, og sikkerhedssituationen bør forbedres.
Det konkluderer Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse.
Forholdene er ikke så grelle, at de overskrider nogen konventioner. Men de er dog belastende for beboerne, hedder det.
Folketingets Ombudsmand var på besøg i efteråret 2023 på Kærshovedgård og har tilset forholdene. Det er dette besøg, kritikken er skrevet ud fra.
Sikkerhedssituationen er blevet værre siden 2017, hvor ombudsmanden også var på besøg, lyder det fra ombudsmand Niels Fenger i pressemeddelelsen:
– Og det er en udvikling, der bør rettes op på, udtaler han.
Han tilføjer, at der er tale om mennesker, som er pålagt at være på Kærshovedgård af myndighederne. Derfor er det vigtigt at sikre, at udrejsecentret er et trygt sted.
Det er udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Danmark, som bor på Kærshovedgård.