Et nyt studie kan bane vejen for en medicinsk behandling mod afhængighed af kokain og i et drømmescenarie måske endda afhængighed generelt.
Det viser en kortlægning, af hvordan det euforiserende stof binder i hjernen.
Kortlægningen er udarbejdet af en gruppe af blandt andre forsker Claus Løland og ph.d.-studerende Jeppe Cederholm Nielsen fra Københavns Universitet og udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature.
De har sammen studeret, hvordan kokain påvirker hjernens lykkehormon, dopamin.
Der bliver konstant frigivet en lille mængde af dopamin i menneskets hjerne, men niveauet stiger, når man for eksempel smager, ser eller hører noget, man godt kan lide.
Dopamintransporteren, der undersøges i det pågældende studie, er et protein, der hjælper til at regulere niveauet af dopamin i hjernen.
– Man skal forstå dopamintransporteren som en støvsuger, der fjerner overskydende dopamin. Herefter transporteres dopaminen tilbage til den nervecelle, det kom fra, hvorfra det kan genbruges, siger forskeren til Ritzau
Det er denne transporter, der bliver blokeret ved indtag af kokain og dermed hjernens evne til at regulere glædeshormonet. Det betyder også, at dopaminen ikke længere bliver transporteret tilbage og genbrugt.
– Når man så ikke længere er høj på kokain, så vil nerven ikke længere frisætte dopamin, hvis vi for eksempel spiser et stykke chokolade. Og det gælder alle vores impulser, så dopaminen belønner os ikke længere, når vores sanser bliver positivt stimulerede uden kokainens forstærkende effekt, forklarer Claus Løland.
Mængden af dopamin bliver dog gendannet, fortæller han. Det er den overstimulering af hjernens nerver og modtagerceller (receptorer), der er det blivende problem.
– Der sker det, at systemet bliver overaktiveret, når man tager kokain, og det får belønningssystemet i hjernen til at nedregulere mængden af receptorerne, fordi behovet ikke er det samme, når niveauet af dopamin er så højt.
– Når man så ikke længere tager kokain, så er der ikke lige så mange receptorer, og man bliver derfor mindre følsom over for den frisatte dopamin, siger Claus Løland.
Misbrug i Danmark er generelt faldende, men misbrug af kokain er stigende.
Studiet af hvordan kokain binder til dopamintransporteren kan hjælpe med at bestemme, hvad der skal til for at kokain ikke binder og dermed fjerne stoffets stimulerende effekt.