04. jun. 2024 - 12:00

Lukkede fremmed mand ind: Kvinde kværket til døde




En 27-årig mand er blevet idømt 12 års fængsel for at have dræbt en 57-årig kvinde på en massageklinik. Det var kvinden selv, der lukkede sin drabsmand ind

Da en bekendt til en 57-årig thailandsk kvinde den 21. juni sidste år ankom til hendes massageklinik på Alderlers Alle i Fårevejle, var det et uhyggeligt syn, der var i vente.

På adressen lå den 57-årig kvinde nemlig dræbt, og det blev startskuddet til en større eftersøgning og politiaktion, der tirsdag er kulmineret med en drabsdom ved Retten i Holbæk til en nu 27-årig mand.

Ifølge dommen ankom han tidligt om morgenen den 21. juni til massageklinikken, efter han havde været til en fest i området.

Her åbnede den 57-årig kvinde døren for ham og lukkede ham ind, men det resulterede senere på morgenen i et drab, hvor kvinden blev kvalt.

I retten har den 27-årige mand nægtet sig skyldig. Han erkender at have placeret sine hænder på kvindens hals, men siger, at han på grund af hans indtag af stoffer den morgen ikke kan huske, hvad der er foregået.

Alle billederne i artiklen er fra gerningsstedet i timerne efter drabet

Ifølge DR Nyheder var den 27-årige mand sexkunde på klinikken, men det er ikke noget, som senioranklager Anne-Mette Wedell Seerup ønsker at bekræfte.

Massageklinikken har tidligere haft en hjemmeside, hvor der lå opslag med kvinder i sexannoncer.

Den 27-årige mand er bosat i Nykøbing, men blev anholdt to dage efter drabet efter at være blevet efterlyst offentligt på en adresse på Amager. Han har siden da siddet varetægtsfængslet.

Den nu dømte valgte at modtage dommen på 12 års fængsel.