21. dec. 2022 - 14:06

Bager tilbyder ‘julegave’: Gratis brug af ovn til julestegen




Den omfattende energikrise, som vi blandt andet oplever i Danmark for tiden, har fået bagermester Signe Duvander til at tænke kreativt.

Hun giver nemlig muligheden for, at man juleaftensdag kan låne hendes ovn i bageriet til at klargøre sin julesteg. Hun giver plads til 40 ænder, gæs og flæskestege i sit bageri.

TV2 FYN har været i kontakt med bagermesteren.

“Jeg tilbyder, at man kan låne en plads i ovnen til sin julemad. Det er billigt for mig. Det koster lidt at køre ovnen, men derudover er det jo bare min løn, og den er billig som selvstændig,” siger Signe Duvander til TV2 FYN og fortsætter:

“Det er en god måde at hjælpe folk i Nørre Broby på. Vi kan sammen spare strømmen til 40 husholdningsovne,” siger hun.

Der er masser af plads i bageriets tre store ovne. Så meget plads, at Signe også har tænkt sig at stege 35 kilo flæskesteg til de mest trængende.

“Vi har plads til 20 ænder ad gangen, og første ovn er allerede fyldt op. Derudover har jeg også sagt ja til at stege 35 kilo flæskesteg til hjemløse, siger Signe Duvander.

Følg dine daglige nyheder på ONP’s Facebook her