En lastbilchauffør er afgået ved døden efter at være blevet knust af over et ton stål. Lastbilchaufføren gav op til ulykken udtryk for, at han var nervøs for sin last
Den 18. juli blev en lastbilchauffør i 60’erne dræbt i en arbejdsulykke, da et tungt stålelement faldt ned over ham på Vestas fabrik i Nakskov.
Arbejdstilsynet har siden da udarbejdet en rapport om ulykken for at klarlægge de nærmere omstændigheder, og dele af det arbejde er nu færdiggjort.
Det viser en aktindsigt, som Ritzau har fået i rapporten.
Den udenlandske lastbilchauffør, der er ansat i et polsk firma, ankom den 18. juli om morgenen til Vestas fabrik på Vingevej i Nakskov, og her var hans lastbil lastet med fire stålelementer, der hver i sær vejede 1.300 kilo og bruges til at transportere store vindmøllevinger.
En Vestas-medarbejder tog imod lastbilchaufføren, og vedkommende har forklaret Arbejdstilsynet, at chaufføren gav udtryk for, at han ikke var sikker på, at stålelementer vare surret rigtigt.
Lastbilchaufføren havde fortalt, at han under kørslen kunne mærke, at elementerne havde stået ustabilt, og derfor var han blandt andet nødt til at sætte farten ekstra ned i sving.
Efterfølgende forlod Vestas-medarbejderen stedet, og en truckfører kom til. Han har forklaret, at han holdt på den ene side at lastbilen, mens chaufføren var i færd med at løsne spændetropperne på den anden side.
Pludselig væltede et af de store stålelementer ned, og truckføreren skyndte sig om til lastbilchaufføren, der var knust under den store vægt.
Da beredskabet efterfølgende ankom, måtte de tunge stålelementer sikres med spændetropper, før redningsarbejdet kunne iværksættes.
Arbejdstilsynet oplyser, at det er lastbilchaufføren, som selv er ansvarlig for at sikre lasten.