13. feb. 2023 - 15:17

Landsholdsspiller springer ud som homoseksuel




Den 27-årige midtbanespiller Jakub Jankto meddeler i en besked på Twitter, at han er homoseksuel.

Den 27-årige tjekkiske landsholdsspiller Jakub Jankto er homoseksuel.

Det burde ikke være en nyhed, men fodboldverdenen har i årevis skreget på en aktiv mandlig topspiller, der sprang ud og var med til at nedbryde et af sportens helt store tabuer.

Og han er nu ankommet.

– Som alle andre har jeg styrker og svagheder. Jeg har familie, jeg har venner, jeg har et job, som jeg har udført efter bedste evne i årevis.

– Som alle andre vil jeg også gerne leve mit liv i frihed – uden frygt, fordomme og vold, men med kærlighed. Jeg er homoseksuel og ønsker ikke længere at gemme mig, siger Jankto i sin videobesked på Twitter.

Jankto spiller aktuelt som lejesvend under danske Brian Priske i hjemlandets Sparta Prag. Han er ejet af spanske Getafe og har tidligere spillet for Sampdoria og Udinese i Italien.

For Tjekkiet har han opnået 45 kampe og scoret fire mål.