En 24-årig mand skal have stukket en træpind gennem øjet på sin kæreste, så hun mistede 97 procent af synet på øjet.
Det fremgår af anklageskriftet i sagen mod den 24-årige, skriver Ekstra Bladet.
Sagen indledes ved Retten i Næstved fredag. Manden er tiltalt for i alt otte forhold med en række tilfælde af mishandling, vold, trusler, psykisk vold, ulovlig tvang og stalking mod kæresten.
Ifølge anklageskriftet var kvinden i årevis udsat for “systematisk og kontinuerlig” grov vold og mishandling.
Hun blev blandt andet trukket rundt i håret, så store totter røg ud, lyder det i anklageskriftet ifølge Ekstra Bladet.
Volden skal ifølge tiltalen være sket over en periode på fire år fra 2018 til hans anholdelse i november 2022.
Den 24-årige nægter sig skyldig. Retten har afsat fire dage til at behandle sagen.
LÆS OGSÅ: Møbelfirma finder taske med skydevåben i omklædningsrum