Sommervarmen er i den grad kommet til Danmark. Med det følger diverse sommerfester, der ofte byder på våde varer.
Derfor øger politiet sit fokus på spiritus- og narkokørsel i sommerlandet fra på mandag.
Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Det er størstedelen af landets politikredse, der er med i den øgede kontrol af bilisters mulige påvirkning.
LÆS OGSÅ: Politiet har anholdt 33-årig for drab: Han skal i grundlovsforhør mandag
– Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent i Rigspolitiets Koncernkommunikation, i meddelelsen.
– Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre, siger han.
Alene i juni måned sidste år sigtede politiet 635 personer for spirituskørsel og 724 for narkokørsel.
LÆS OGSÅ: 17-årig overfaldt vagt ved koncert: Nu er han bag tremmer
På trods af, at det er blevet stadig mindre socialt acceptabelt at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke. Det oplyser Rigspolitiet.
Ifølge politiet sker der flere spiritusulykker med personskade i sommermånederne juni og juli end for eksempel i november og december.
Ud over spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.
LÆS OGSÅ: Kraftig røg fra brændende børnehave: Luk døre og vinduer
Initiativet vil vare fra mandag den 19. juni og frem til søndag den 2. juli.
Det vil variere fra politikreds til politikreds, hvordan kontrollen vil blive gennemført i praksis, skriver Rigspolitiet.
Det afhænger af de forskellige sommerfester i eksempelvis sommerhuskvarterer, på villaveje, på strande eller andet.
Politiet vil også udføre kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket fra weekendens fester.