18. apr. 2023 - 16:41

Seks mænd får tilsammen over ni års fængsel for røveri af pistol

Dette billede er ikke pistolen fra den pågældende historie - FOTO: Presse-fotos.dk


OBS! Billedet er ikke pistolen fra den pågældende historie.

Seks unge mænd er tirsdag blevet kendt skyldige af Retten på Bornholm i en sag om et røveri af en pistol.

Det skriver TV 2/Bornholm.

To af mændene på 20 og 22 år straffes begge med fængsel i tre år.

De var både tiltalt for røveriet og for efterfølgende at have været ulovligt i besiddelse af pistolen under særligt skærpende omstændigheder.

De resterende fire mænd, som kun var anklaget for selve røveriet, får fængsel i otte måneder, ni måneder, ti måneder samt i et år og fire måneder.

Ifølge TV 2/Bornholm har fem af de unge mænds forsvarere udbedt sig betænkningstid om, hvorvidt dommen skal ankes. Den yngste af de dømte, en 17-årig dreng, har modtaget dommen.

De seks er dømt for et voldeligt røveri i oktober 2022.

Røveriet fandt sted under en våbenhandel, hvor en far og en søn skulle overdrage en pistolkasse til en tredje person.

Det blev dog afbrudt af de seks personer – der maskerede og nogle af dem bevæbnet med macheter – dukkede op i huset i Rønne, hvor de truede en mand til at aflevere pistolkassen.

Anklagemyndigheden ønskede, at tre af de tiltalte – den 17-årige dreng, en 21-årig mand og en 19-årig mand – skulle udvises.

Men det var retten ikke enig i. De tre fik i stedet en advarsel om udvisning.

Sagen om pistolen har haft flere udløbere, som Retten på Bornholm allerede har taget stilling til.

En 44-årig mand og en 19-årig mand er blevet dømt for at være i besiddelse af pistolen og euforiserende stoffer. En 24-årig mand er derudover også dømt i sagen.

En 67-årig mand, som ikke har nogen forbindelse til de andre dømte, er ligeledes tidligere dømt i sagen.

Han fandt pistolen på det sted, hvor den blev gemt efter røveriet, og tog den med hjem. Han lagde den bagefter tilbage på findestedet.

Men fem dage senere hentede mandens samlever pistolen og afleverede den til politiet. Manden blev i februar idømt to års fængsel, hvoraf et halvt år var ubetinget.

LÆS OGSÅ: Politi anholder mand med automatvåben i skov