25. feb. 2024 - 11:42

Lille elev tvunget til at drikke urin.




Endnu en episode fra den omstridte Agedrup Skole i Odense ser nu dagens lys – en lille dreng er i skoletiden blevet tvunget til at drikke urin.

En elev i en af de mindste klasser på Agedrup Skole blev i et bevokset område nær skolen overfaldet af andre elever og tvunget til at drikke urin.

Da han forsøgte at flygte fra stedet, blev han slået og stukket med kæppe.

Det skriver EB, der har været i kontakt med drengens mor.

“Jeg er stadig chokeret over, at min søn er blevet udsat for det her,” siger hans mor til EB.

Hun har vist billeder til mediet, der viser drengens krop med flere mærker på ryg og mave efter overfaldet.

Sagen er bare en af mange om krænkende adfærd, vold og trusler, der i den seneste tid har ramt Agedrup Skole, der ligger i det nordøstlige Odense.

Moren til drengen, der blev tvunget til at drikke urin, forsøgte ifølge hende selv at få Agedrup Skole til at tilbyde sønnen krisehjælp – men det var ikke mulighed, da det sagen blev omtalt som drengestreger.

Derfor valgte hun selv at betale for krisehjælp til sin søn.

Sagen er blevet forsøgt meldt til politiet, men det var ikke muligt, da drengene er under den kriminelle lavalder.

Skoleleder Christian Hovendal er blevet forelagt kritikken.

‘Jeg anerkender, at der har været voldsomme sager, og vi kigger nu ind i de tiltag, der i aftes blev offentliggjort – både på kort bane og det arbejde, der er på sigt’, skriver skolelederen til EB.