En 46-årig mand – kendt som forretningsmanden – er onsdag blevet idømt et års fængsel for hvidvask af cirka fire millioner kroner.
Det fortæller anklager Martin Top-Madsen til Ritzau.
Manden var tiltalt for væsentligt mere – i anklageskriftet er opgjort hvidvask for over 22 millioner kroner og bedrageri for 4,8 millioner kroner.
Sagen indgår i et kompleks med flere andre sager. Blandt andet tilstod en mand 25. september 2017 momssvig for 85 millioner kroner.
I anklageskriftets sjette forhold fremgår det, at manden var tiltalt for medvirken til databedrageri i samarbejde med en anden for lige under en million kroner.
Den anden mand er ifølge Ritzaus oplysninger en mand, der er kendt som “cykelhandleren”. Han er tidligere dømt for at indkøbe droner til Islamisk Stat. Han er også dømt for forholdet om databedrageri i en særskilt sag.
Den 46-årige mand blev frifundet for samme anklage.
I forbindelse med efter forskningen har politiet fundet en kop i af cykelhandlerens pas hos forretningsmanden.
Han lå også inde med ejerbogen for cykelhandlerens anpartsselskab, og disse og mange andre ting ønsker anklagemyndigheden nu at få konfiskeret.
I december 2019 stak den nu 46-årige mand af og flygtede til Storbritannien. Efter lang tids venten blev manden udleveret til Danmark sidste år og efterfølgende varetægtsfængslet.
Det er endnu ikke besluttet, om anklagemyndigheden vil anke sagen.