Sagen mod en 30-årig læge fra Viborg begynder tirsdag ved retten i Århus.
Han er ifølge Viborg Folkeblad under anklage for at have misbrugt sin titel som læge til at befamle flere kvinder. Det er angiveligt sket i både Viborg og Århus, hvor det både har bestået af overgreb og regulære voldtægter på flere kvindelige patienter.
Den tiltalte læge er helt nyuddannet og har begået overgreb i den første periode af sin tid som læge.
Fire kvindelige patienter har forklaret til politiet, hvordan de mødte op på hospitalet med blandt andet feber eller en brækket fod, hvorefter behandlingen ikke rigtig passede til den pågældende skade. Ifølge de fire kvinders udsagn havde lægen nemlig behandlet dem på en noget utraditionel måde – nemlig ved blandt andet at befamle dem på brysterne og undersøge dem vaginalt.
De fire kvinder fortæller også, at den 30-årige læge skulle have refereret til sig selv som ’Hr. Doktor’ og blandt andet have sagt følgende til en af kvinderne:
”Hvis du tisser på Hr. Doktor, skylder du kvajekage”, mens han angiveligt skulle have befamlet sig på patienten.
Lægen har siden mistet sin autorisation til at være læge. Og har grundet tiltalerne også tilbragt det meste af året i et arresthus.
Retssagen er sat til at vare i alt fire dage. Sagen fortsætter i morgen, onsdag, samt tirsdag og onsdag i næste uge, hvorefter der forventes at ville falde en dom i sagen.