03. mar. 2023 - 14:40

FOR FARLIG TIL SAMFUNDET: 22-årig drabsmand dømt fængsel på ubestemt tid




En nu 22-årig mand blev fredag idømt en forvaringsdom for drabet på en 22-årig mand i august 2021 på Dalgasgade i Herning.

Forvaring betyder, at straffen er tidsubestemt, fordi retten vurderer, at den 22-årige er for farlig til at komme ud. Han fik derfor ikke en tidsbestemt dom.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse:

“En 22-årig mand er idømt forvaring for drabet på en 22-årig mand, der den 5. august 2021 blev dræbt med et knivstik i det centrale Herning. I samme sag er to andre idømt fængselsstraf for grov vold med døden til følge.

Det var om natten den 5. august 2021 i området ved Dalgasgade i Herning, at en 22-årig mand blev stukket i brystet med en kniv, så han efterfølgende døde.

LÆS OGSÅ: 22-årig dræbte ung mand: Han var som en bror for mig

I onsdags, den 1. marts 2023, blev tre mænd fundet skyldige i at have forvoldt den 22-åriges død. En 22-årig mand blev fundet skyldig i drab, mens en 21-årig mand og en 24-årig mand blev fundet skyldige i grov vold med døden til følge. I dag, fredag den 3. marts 2023, fik de så deres straf ved Retten i Herning. Den 22-årige blev idømt forvaring i medfør af straffelovens § 70, stk. 1, mens den 21-årige og den 24-årige begge blev idømt seks års fængsel. Alle tre blev desuden udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.

”Alt i alt er jeg tilfreds med rettens dom. Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for drab, subsidiært grov vold med døden til følge, da det var vores opfattelse, at der var momenter, som kunne tale for begge dele, og på den baggrund er jeg tilfreds med, at retten har fundet én skyldig i drab og to skyldige i grov vold med døden til følge”, siger fg. specialanklager Jakob Kjær, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

”I forhold til sanktionsspørgsmålet er jeg meget tilfreds med, at retten har valgt at følge anklagemyndighedens påstand og idømme den 22-årige forvaring, og at retten har udvist de tre, hvor der var en udvisningspåstand, for bestandig. Straffen på seks års fængsel ligger lidt under min påstand, men er i overensstemmelse med praksis”, siger Jakob Kjær.

Også en fjerde mand var tiltalt for at have medvirket til drabet. Manden, der er 21 år, blev dog frifundet for det forhold. Til gengæld blev han dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a ved at have opbevaret og besiddet en halvautomatisk riffel og 14 tilhørende, skarpe patroner. Et forhold, han erkendte i retten. For ham lød dommen på to år og seks måneders fængsel.

LÆS OGSÅ: 22-årig ringede selv til alarmcentralen: Nu er fire tiltalt for drabet

Sagen er blevet behandlet som en nævningesag ved Retten i Herning, og der var ved både skyldsspørgsmål og sanktionsfastsættelse enighed mellem alle rettens medlemmer.

Den 21-årige, der blev dømt for ulovlig våbenbesiddelse, modtog sin dom.


Den 22-årige, 21-årige og 24-årige ankede til frifindelse, subsidiært formildelse. De tre blev fortsat varetægtsfængslet efter dom.”

Med en forvaringsdom kan den dømte i teorien komme til at sidde fængslet resten af livet. I praksis skal den dømte ansøge om at komme på fri fod. Det kan tidligst ske efter fem år – og derefter hvert andet år. Herefter skal Retslægerådet hver gang tage stilling til, om den dømte stadig er for farlig til at komme ud.

Men hvis den 22-årige bliver løsladt, ryger han altså ud af Danmark.