Efter at have været efterlyst af politiet i fire måneder er en 25-årig mand blevet anholdt i forbindelse med en sag om et knivstikkeri.
Han fremstilles søndag i grundlovsforhør ved Dommervagten i København.
Det oplyser Christian Henningsen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Manden er sigtet for drabsforsøg.
LÆS OGSÅ: Knivstikkeri på Amager: 33-årig mand på skadestuen
Knivstikkeriet fandt sted 17. januar foran et Netto-supermarked på Jorisvej på Amager i København.
Offeret – en 33-årig mand – blev alvorligt såret.
Politiet efterlyste den formodede gerningsmand med navn, signalement og billede kort tid efter knivstikkeriet.
LÆS OGSÅ: Efterlyst for drabsforsøg på Amager
Men efterlysningen bar altså ikke umiddelbart frugt.
Manden blev anholdt lørdag – næsten fire måneder efter overfaldet.
Christian Henningsen fra Københavns Politi kan ikke fortælle om de nærmere omstændigheder omkring anholdelsen af manden.
Opdatering:. Manden blev varetægtsfængslet indtil 6. juni.