04. nov. 2022 - 10:08

Det ved vi nu om drabet på 37-årig gravid kvinde efter politiets pressemøde

Det ved vi nu om drabet på 37-årig gravid kvinde efter politiets pressemøde
Torsdag aften blev en 37-årig, gravid kvinde med afghansk statsborgerskab – men bosiddende i Danmark – stukket ihjel, da hun efter arbejde på et plejecenter på Samsøvej i Holbæk satte sig ud i sin bil på parkeringspladsen. Video: Presse-fotos.dk


Politiet har netop afholdt den første pressebriefing foran politistationen i Roskilde efter drabet torsdag aften på en gravid kvinde i Holbæk – her er, hvad vi ved nu.

Torsdag aften blev en 37-årig, gravid kvinde med afghansk statsborgerskab – men bosiddende i Danmark – stukket ihjel, da hun efter arbejde på et plejecenter på Samsøvej i Holbæk satte sig ud i sin bil på parkeringspladsen.

Den 37-årig kvinde blev stukket flere gange med en kniv af en gerningsmand og trukket ud af sin bil.

En kollega til den 37-årige kvinde overværede drabet og forsøgte at tage fat i gerningsmanden, men kunne ikke forhindre det.

”Kollegaen løber efterfølgende tilbage ind på plejecenteret for at få hjælp, og det er i det her vindue, at gerningsmanden stikker af i en ukendt retning og på ukendt vis,” oplyser Kim Løvkvist, der er vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi på en pressebriefing fredag formiddag.

Politiet var ifølge vicepolitiinspektøren fremme på fem minutter, hvor den livredende førstehjælp til den 37-årige kvinde begyndte. Hun blev hastet på Holbæk Sygehus, men hendes liv stod ikke til at redde.

”Det seneste, jeg har hørt, er, at kvindens ufødte barn ser ud til at overleve. Barnet er lige nu indlagt på Rigshospitalet,” siger Kim Løvkvist.

Midt- og Vestsjællands Politi har lige nu ingen mistænkte i sagen.

Men kollegaen, der forsøgte at hjælpe den 37-årige, nu afdøde kvinde, har givet dette signalement af gerningsmanden:

  • Mand
  • 18-19 år
  • Spinkel af bygning
  • Formentlig anden etnisk baggrund end dansk
  • 170-175 cm høj
  • Iført mørk jakke og hue

“Vi ved endnu ikke, om drabet er tilfældigt, eller om det har været målrettet den 37-årige. Vi kender derfor heller ikke til et motiv,” fortæller Kim Løvkvist, der dog ikke mener, at politiet er på bar bund i sagen.

37-årig gravid kvinde myrdet: Blev trukket ud af bilen
Torsdag aften klokken 23.10 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse af, at en kvinde var blevet overfaldet og dræbt med en kniv på Samsøvej i Holbæk. Foto: Presse-fotos.dk

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at borgere i området ikke har grund til at være bekymret.

“Der er ikke noget, der tyder på, at folk skal være utrygge eller bekymret,” siger Kim Løvkvist og tilføjer:

“Vi vil meget gerne høre fra borgere i området, der har privatovervågning. Hvis man har det, skal man gemme det og kontakte os. Hvis man finder beklædningsgenstande i området, der ikke plejer at være der, så kontakt os – det samme gælder, hvis man ser en kniv i en have, skraldespand eller lignende.”

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4. Det gælder også, hvis du blot har været i området ved Samsøvej omkring klokken 23.10.

SE OGSÅ: 37-ÅRIG GRAVID KVINDE MYRDET: BLEV TRUKKET UD AF BILEN

Det var torsdag aften klokken 23.10, at Midt- og Vestsjællands Politi modtog en anmeldelse af, at en 37-årig kvinde var blevet overfaldet og dræbt med en kniv på Samsøvej i Holbæk.

Kvinden havde netop fået fri på sit arbejde på et plejecenter på Samsøvej, da hun satte sig ud i sin bil på parkeringspladsen, hvor hun blev angrebet af en gerningsmand med en kniv. Han stak hende flere gange og trak hende ud af bilen.

Gerningsmanden er som beskrevet endnu på fri fod – gerningsvåbnet er heller ikke fundet.

”Vi har indledt en omfattende efterforskning. På nuværende tidspunkt har vi ikke mistanke til nogen konkret gerningsmand, og vi kan heller ikke endnu sige noget om, hvad der har været motivet til drabet”, sagde efterforskningsleder politikommissær Martin Eise Eriksen tidligere på morgenen.

OPDATERING: Midt- og Vestsjællands vil rigtig gerne i kontakt med to unge mænd, der var til stede på eller lige ved Samsøvej torsdag aften omkring klokken 23.00, hvor drabet foregik. De to unge mænd har ikke noget med drabet at gøre, men kan være vidner. Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4, hvis det er dig.

Borgmester: Intet tyder på relation til plejecentret

Ifølge Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) tyder intet på, at drabet har relation til plejecentret i Samsøvej.

‘Jeg er dybt berørt over den tragiske hændelse, hvor en 37-årig kvinde og en af vores medarbejdere torsdag aften er blevet knivdræbt foran Plejecenter Samsøvej i Holbæk. Det er helt ubegribeligt,’ siger Christina Krzyrosiak Hansen i en skriftlig udtalelse.

Der har været krisepsykologer til stede på plejecentret for at hjælpe ansatte og beboere.