15. jun. 2023 - 14:17

57-årig mand smed kartofler på Storebæltsbroen: Han skal blive bag tremmer




14 dages indespærring af en lastvognschauffør ikke nok i sagen om et læs kartofler, som blev spredt på kørebanen på Storebæltsbroen.

Retten i Svendborg har torsdag besluttet at forlænge varetægtsfængslingen af chaufføren med fire uger. Det oplyser den 57-årige mands forsvarer, advokat Troels Maglegaard.

Chaufføren blev anholdt og derefter fængslet 1. juni.

Sigtelsen drejer sig om, at han ved at aflæsse “en betydelig mængde kartofler” på broen udsatte andre trafikanter for fare.

LÆS OGSÅ: Pas på. Kartofler på motorvejen!

Hændelsen udspillede sig samme dag, som Folketinget vedtog at pålægge kilometerafgift per 1. januar 2025.

En del folk i transportbranchen har på forskellig måde protesteret mod afgiften. Blandt andet var der været blokader af veje og afkørsler.

Varetægtsfængslingen af chaufføren er begrundet med hensynet til politiets efterforskning. Han skal ikke have mulighed for at påvirke eventuelle vidner ved at være på fri fod. Og torsdag har det vist sig, oplyser forsvareren, at politiet endnu mangler at tale med flere personer.

LÆS OGSÅ: Kartofler på motorvejen: Politiet har anholdt en mand

– Politiet har ikke været specielt hurtige, bemærker advokaten.

Samtidig siger han, at det langtfra er sikkert, at hans klient skal være fængslet i samtlige fire uger.

Tidligere har advokaten til TV Syd sagt, at aflæsningen af kartoflerne var en protestaktion.