09. mar. 2023 - 16:59

30 dages betinget fængsel for at dele børneporno på Instagram

ARKIVFOTO


En 30-årig mand er torsdag blevet kendt skyldig i at have besiddet og via Instagram delt børnepornografisk materiale.

En 30-årig mand fra Holstebro delte den 9. april 2021 en video af en 14-årige pige, der giver oralsex til en mand.

Delingen skete på det sociale medie Instagram.

Kort efter blev sagen meldt til politiet, der startede en efterforskning.

Det har i dag resulteret i, at den 30-årige mand ved Retten i Holstebro blev kendt skyldig i besiddelse og deling af børnepornografisk materiale.

Ved samme sag var den 30-årige også tiltalt for uberettiget billeddeling og blufærdighedskrænkelse af en 21-årig kvinde. Det blev han frikendt for.

”Jeg er tilfreds med, at den tiltalte blev fundet skyldig i det mest alvorlige forhold, nemlig besiddelse og udbredelse af en børnepornografisk video. Det er rigtig godt, at der er borgere, der reagerer og kontakter politiet, når de ser ulovligt indhold på de sociale medier”, siger anklagerfuldmægtig Michelle Førster Andersen, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

SE OGSÅ: YNGRE MAND STUKKET NED

Hun havde procederet for, at den 30-årige mand skulle staffes med 60 dages ubetinget fængsel i forholdet om børnepornografi.

”Jeg må erkende, at retten har vurderet sagen anderledes end anklagemyndigheden, og nu må vi nærlæse dommen og sammen med statsadvokaten vurdere, hvordan vi skal forholde os til byrettens afgørelse”, lyder det fra anklagerfuldmægtig Michelle Førster Andersen.

Sagen har tidligere været i retten, men blev udskudt på grund af sygdom.