24. apr. 2024 - 18:13

Kommune overtager Frederikshavn Havn efter økonomisk krise

Arkivfoto


Frederikshavn Kommune overtager det fulde ansvar for Frederikshavn Havn, efter at havnen er kommet i økonomiske vanskeligheder.

Det oplyser borgmester Birgit S. Hansen (S) på et pressemøde onsdag, skriver DR.

– Frederikshavn Havn overgår til at være en kommunal havn. Det gør den fra 15. maj, fordi der ikke er likviditet til at gå videre derfra, udtaler borgmesteren.

Havnen har længe kæmpet med økonomien. Der er en gæld på 1,6 milliarder kroner, og i de kommende år er der udsigt en likviditetsmangel på 120 millioner kroner.

Det siger havnens formand Karsten Dybvad ifølge DR.

Sådanne problemer betyder, at han ikke længere kan drive havnen videre som selvstændig enhed.

Frederikshavn Havn har hidtil været en såkaldt kommunal selvstyrehavn.

Når havnen i det tilfælde mister sin evne til at betale for regningerne, “lander nøglerne på rådhuset”, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Tirsdag meldte borgmesteren, at man havde sat en advokatundersøgelse i gang af havnen for at se, om den mangelfulde økonomistyring kan være ansvarspådragende.