05. maj. 2024 - 9:28

Kendt krænker er blevet anholdt i ny sag om 11-årig pige




En ung mand er søndag morgen blevet anholdt af politiet for at have krænket et barns blufærdighed i Roskilde.

Barnet er en pige på 11 år. Hun vågnede ved, at han havde sneget sig ind i hendes værelse, oplyser politiet.

Anholdelsen skete ved halv syv-tiden, godt tre kvarter efter anmeldelsen fra pigens familie.

Manden, der er først i 20’erne, er tidligere dømt for i mange tilfælde at have trængt ind i private hjem og have forsøgt at krænke piger, bekræfter politiet.

I december sidste år blev han således af Retten i Roskilde idømt ubetinget fængsel i et år og seks måneder for blufærdighedskrænkelser og for krænkelse af husfreden.

Det kom under sagen frem, at han tilsyneladende havde en særlig interesse for at beføle pigernes fødder.

En anklager vil senere søndag bede en dommer om at varetægtsfængsle ham, oplyser vagtchefen søndag formiddag.

At blive fremstillet i grundlovsforhør har han prøvet før. I oktober 2022 forsøgte Midt- og Vestsjællands Politi at få manden varetægtsfængslet, men retten fandt ikke dengang, at grundlaget i orden.

Tonen var anderledes i maj sidste år. Her var han blevet tiltalt for over 30 tilfælde, og efter anklageskriftets udfærdigelse blev manden sigtet for endnu et tilfælde.