23. mar. 2024 - 16:20

Islamisk Stat hævder igen at stå bag angreb i Moskva-forstad

Billede fra video på X fra hændelsen.


Islamisk Stat (IS) har på en kanal for IS-nyhedsbureauet Amaq på beskedtjenesten Telegram offentliggjort et billede af de fire personer, som de hævder står bag angrebet i en forstad til Moskva fredag aften.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

IS tog fredag aften dansk tid ansvaret for angrebet mod et spillested i Crocus City Hall, der har kostet mindst 115 personer livet.

I en meddelelse lyder det yderligere fra Islamisk Stat, at angrebet kommer som følge af “en krig, der raser mellem Islamisk Stat og lande, som kæmper mod islam”.

Ifølge den russiske præsident, Vladimir Putin, forsøgte de formodede gerningsmænd at flygte til Ukraine efter angrebet.

I en tv-transmitteret tale lørdag sagde præsidenten, at “de indledende undersøgelser viser, at man fra ukrainsk side havde forberedt et smuthul ved grænsen til dem”.

I samme tale sagde Putin, at “angrebet blev udført med samme grusomhed som nazisterne brugte i de besatte områder”.

– Det er allerede indlysende, at vi ikke bare har stået over for et grundigt og kynisk designet terrorangreb, men et orkestreret og velorganiseret massedrab på fredelige og forsvarsløse civile, lød det i talen.

Ukraine nægtede fredag at have noget med angrebet at gøre og lørdag har en rådgiver til den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, kaldt beskyldningerne om ukrainsk indblanding for “uholdbare” og “absurde”.

USA har lørdag sagt, at det lader til, at Islamisk Stat står bag angrebet. Det skriver The New York Times.

Tidligere lørdag oplyste den russiske efterretningstjeneste FSB, at 11 personer var anholdt.

Fire af dem var ifølge FSB direkte involveret i selve angrebet.

Samtidig oplyste de russiske myndigheder dog, at de ville fortsætte jagten efter flere mulige gerningsmænd.

LÆS OGSÅ:

Islamisk Stat hævder at stå bag angreb i Moskva