20. apr. 2023 - 13:09

TV 2-ansatte fortsætter arbejdsnedlæggelse mod fyringsrunde

www.presse-fotos.dk


Arbejdsnedlæggelsen på TV 2 er blevet forlænget indtil torsdag klokken 09:30, hvor der er indkaldt til nyt fagligt møde med medarbejderne. Her vil de tage stilling til, om de genoptager arbejdet.

Det skriver B.T.

TV 2-ansatte valgte onsdag middag at nedlægge arbejdet som led i en protest mod en fyringsrunde, som blev meldt ud tirsdag. På et nyt møde onsdag eftermiddag blev det besluttet at fortsætte arbejdsnedlæggelsen.

Ifølge ledelsen på TV 2 kører nyhedsdækningen i øjeblikket med nødberedskab på grund af arbejdsnedlæggelsen.

Hvor mange ansatte strejken omfatter er uklart, oplyser B.T. og fagbladet Journalisten.

Journalisten er kommet i besiddelse af en udtalelse fra TV 2-medarbejdere, som de har skrevet efter det faglige møde onsdag eftermiddag.

– Vi føler os snydt og ført bag lyset i den proces, der blev fremlagt tidligere på året om en strukturændring i TV2’s nyhedsafdeling.

– Vi blev lovet en åben proces, men den pludselige melding i går fra ledelsens side om et betydeligt antal fyringer viser, at måneders dialog fra ledelsens side har været rent skuespil, skriver medarbejderne.

Det påpeges i udtalelsen, at ledelsens handling er i modstrid med, at den gældende overenskomsts paragraf 13 fastslår, at ledelse og
tillidsfolk i den slags situationer skal undersøge muligheden for at nedbringe antallet af fyringer.

Tirsdag meddelte TV 2, at man har besluttet at skille sig af med 50 medarbejdere.

Det kom frem på et fællesmøde for medarbejderne om en organisationsændring, der indebærer, at der skal skæres 25 faste og 25 løse stillinger i nyhedsafdelingen.

Nyhedsdirektør på TV 2 Ulla Pors oplyste tirsdag, at der er cirka 700 medarbejdere ansat i afdelingen.

Ifølge Lennart Sten, der er hovedtillidsrepræsentant hos TV 2, er arbejdsnedlæggelsen et udtryk for utilfredshed.

– Folk føler, at de er gået med til en omstillingsproces, hvor de gik ind i det med åbne øjne og arme. De er med på, at der skal ske mange store forandringer i deres arbejdsliv, siger han til Journalisten.

– Da de så står der, hvor de i forvejen er ude af deres comfortzone, kommer der så en melding om, at der skal være 50 fyringer.

Han forklarer videre, at det ikke har været muligt for tillidsfolkene at rykke ledelsen på spørgsmålet om antallet af fyringer i forbindelse med deres forhandlinger.

En del af ændringen i TV 2’s nyhedsafdeling handler om at bruge færre midler på enkeltstående events, lave færre traditionelle tv-vejrudsigter og i stedet dække vejret på app, tv2.dk og News.

TV 2 vil samtidig etablere nye stillinger på blandt andet tv2.dk, som bliver besat internt.