22. maj. 2023 - 9:54

Risiko for oversvømmelse: Esbjerg vil bygge to kilometer lang beton-mur!




Arkivfoto

Esbjerg vil sikre sig mod oversvømmelser i fremtiden ved at bygge en betonmur, som skal være to kilometer lang – og næsten en meter høj!

Det skriver jv.dk

“Der er ingen tvivl om, at Esbjerg by er udsat, og mange værdier er på spil”, udtaler formand for Plan- og Byudviklingsudvalget Henning Ravn (V) i en pressemeddelelse.

Der er tale om en strækning, der løber fra udviklingsområdet Esbjerg Strand til umiddelbart efter Niels Juels Gade.

Det er tanken, at muren i landets femtestørste by skal løbe parallelt med – men på afstand af – vandet.

Samtidig er det også planen, at muren skal udsmykkes og have grønne planter på sig, så byens indbyggere og turister ikke bare skal kigge på grå beton.

Den jyske vestkyst er historisk set den mest sårbare del af den danske kyst, når det gælder oversvømmelser. Det hænger bl.a. sammen med, at vinden her i landet oftest kommer fra vest, sydvest eller nordvest.

Om alt går vel, er projektet med muren færdigt i 2027.