TV2 har besluttet sig for ikke at sende ‘Alletiders Julemand’ fra 1. december i år. Den er trukket tilbage fra både flow-tv og streamingtjenesten TV2 PLAY.
Alletiders Julemand’ er den tredje julekalender i serien, der har Pyrus – spillet af Jan Linnebjerg – som hovedfigur.
“Alletiders Julemand’ har vi netop genset med et fornyet blik. I vores gennemsyn mener vi, at ‘Alletiders Julemand’ indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås for især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst. Beslutningen er truffet på baggrund af en længerevarende periode med grundige overvejelser og drøftelser,” siger Mette Nelund, konstituteret fiktionschef, TV2, til juleweb.dk
‘Alletiders Julemand’ er fra 1997.
TV2s beslutning hænger sammen med, at julekalenderen har indhold, der kan opfattes som stødende – nogle ville nok sige racistisk.
Pyrus erklærer for eksempel i en sang om slik sin kærlighed til flødeboller. I den forbindelse er der børn, der er malet sorte i ansigtet.
Desuden bliver der brugt ordet ‘neger’ i et af afsnittene, hvor nogle børn – og senere også Pyrus selv – falder i en spand med blæk. Dette ord opfatter nogle mennesker med sort hudfarve som racistisk.
“Mindst af alt ønsker vi os, at der skal sidde nogle børn der kan misforstå indholdet og føle sig ekskluderet, når de ser julekalenderen,” siger Sanne Nelund.
I stedet vil TV2 vise ‘Alletiders Eventyr’ med Pyrus på flow-tv. Det er den fjerde kalender i serien.
På TV2 PLAY vil det være muligt at se kalender nummer 1, 2 og 4 – men altså ikke nummer 3.
“Man kan stadig finde Pyrus 1, 2 og 4 på PLAY i løbet af julen. Derfor håber vi ikke, at det vil skabe et for stort et savn, at vi nu tager Pyrus 3 af fladen hos TV 2.”