Mandag aften er forskudsopgørelsen for 2024 åbnet, selv om det var ventet, at den først ville åbne tirsdag.
Derfor kan man allerede nu gå ind og se og rette sine oplysninger om forventede indtægter og fradrag på skat.dk.
Forskudsopgørelsen er et budget for din forventede indkomst og skat, som hvert år kan ses i november for det kommende år.
Men som noget nyt kan boligejerne også se deres samlede foreløbige boligskat i forskudsopgørelsen.
For som en del af det nye boligskattesystem er grundskylden, som hidtil er blevet opkrævet to gange om året, flyttet ind i opgørelsen.
Forskudsopgørelsen laves ud fra den seneste års- eller forskudsopgørelse.
Det kan være en god idé at tjekke, at tallene i forskudsopgørelse passer.
Man skal derfor være opmærksom, hvis man eksempelvis har fået nyt job, hvis transporten til ens arbejde er ændret, eller hvis man har købt eller solgt en bolig.
Årsagen er, at Skattestyrelsen – modsat med årsopgørelsen – ikke modtager nye oplysninger om borgernes indtægter og udgifter.
Årsopgørelsen viser, hvad man har tjent, fået i fradrag og betalt i skat sidste år.
Forskudsopgørelsen er altså et budget, som løbende kan justeres, mens årsopgørelsen er et regnskab.
Hvis man ikke har justeret de gamle tal i forskudsopgørelsen for det forrige år, kan man derfor risikere, at man skal betale en restskat, når året er omme.
Ved Skattestyrelsen plejer dagen, hvor forskudsopgørelsen bliver offentliggjort, at være en af årets travleste dage.