Egyptens geografiske placering gør landet til en nøglespiller i de stigende migrationsstrømme.
I erkendelse af, at landet er hårdt presset på flere fronter, vil Danmark give en økonomisk hjælpende hånd.
Danmark donerer derfor 100 millioner kroner til en styrket migrationsindsats i Egypten.
Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til pressen efter et møde med den egyptiske regering.
– Hvis vi ikke hjælper Egypten med at få styr på tilstrømningen af flygtninge fra eksempelvis Sudan, er det et spørgsmål om tid, før de flygtninge står i Europa, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.
Det er penge, der lægges yderligere til en EU-donation på 200 millioner euro, fortæller udenrigsministeren.
På besøget i Kairo har Lars Løkke Rasmussen blandt andet mødt Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi og landets udenrigsminister Badr Abdelatty.