Hvis man som bilist bliver stoppet af politiet og bedt om at fremvise kørekort, er det ikke godt nok, at man selv holder kortet i hånden og viser betjenten det.
Man har pligt til fysisk at overdrage det til politiet.
Det har Højesteret afgjort i en dom torsdag.
Det er en principfast bilist, der har fået den særlige sag for landets højeste retsinstans.
Han har for retten fremført, at der i færdselsloven ikke står angivet, at man har pligt til fysisk at overgive kortet. Der står alene, at man skal “vise” eller “forevise” det.
Desuden så han ingen anledning til, at den pågældende betjent skulle have kørekortet fysisk for at undersøge kortets ægthed. Blandt andet fordi politiet via en app har adgang til relevante oplysninger om bilister, herunder om de har førerret.
Derfor havde han den pågældende dag, hvor han blev stoppet for at køre for stærkt, taget sit kørekort i hånden og vist forsiden af det til betjenten.
Dog skjulte han de sidste fire cifre i sit cpr-nummer, hvilket man gerne må ifølge retsplejeloven.
Men mandens tolkning er forkert, mener anklagemyndigheden, som kalder det “en naturlig sproglig forståelse” af færdselsloven, at kørekortet “straks skal vises og overgives til politiet på forlangende”. Blandt andet til kontrol af kortet.
Også dommerne i Højesteret er kommet frem til, at det er formålet med den pågældende bestemmelse i færdselsloven, at føreren skal give politiet adgang til kørekortets oplysninger og mulighed for at undersøge kortets gyldighed og ægthed.
– Som led heri er føreren forpligtet til midlertidigt at udlevere kørekortet til politiet, noterer Højesteret i dommen.
Den pågældende bilist fik i landsretten en bøde for at have kørt for hurtigt og for at have nægtet at overgive kortet til betjenten. Bøden lød på 4000 kroner, og det beløb ville bilisten have nedsat i Højesteret.
Men heller ikke det har han fået medhold i. Bødeniveauet fastholdes. Derudover skal bilisten betale sagens omkostninger for Højesteret.