Politiet har fundet en livløs mand omkring en sø i et grønt område. En større udrykning har befundet sig omkring findestedet
Flere hundepatruljer har sammen med betjente og en dronefører været til stede i et nordsjællandsk skovområde, hvor der er gjort et frygteligt fund.
Fundet sker i forbindelse med en eftersøgning, som har foregået i over et døgn, hvor politiet blandt andet har været ude i offentligheden med opfordringer til borgere om at kigge i cykelskure, carporte, garager, stald- og ladebygninger.
Redaktionens udsendte til skovområdet kunne torsdag berette om politiets tilstedeværelse.
“Der er tre hundevogne, en politimotorcykel og en dronevogn fra brandvæsenet,” oplyste vores udsendte i den forbindelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Efter at have afsluttet indsatsen oplyser Nordsjællands Politi, hvad der skete i skovområdet i Tikøb.
‘Vi har siden i går ledt efter en ældre mand med demens i området omkring Gurre Sø. vi har her til aften fundet pågældende, der desværre var død,’ lyder det torsdag aften fra Nordsjællands Politi på det sociale medie X.
Nordsjællands Politi kommer ikke med yderligere oplysninger om, hvordan den ældre mand – en 81-årig – er afgået ved døden.
Politiet oplyste i forbindelse med efterlysningen, at han i onsdags selv havde forladt sit hjem i Tikøb omkring klokken 12.
Familien er underrettet om dødsfaldet.