10. maj. 2024 - 9:31

Forsker: Det vil tage 400 år at genoprette havmiljø i Østersøen




Hvis landene omkring Østersøen reducerer udledningen af næringsstoffer til havet med 30 procent, vil det tage 400 år at genoprette tilstanden i havmiljøet.

Det fortæller professor i havmiljø på Aarhus Universitet Stiig Markager.

– Selv hvis vi reducerer yderligere, vil det tage 100 år eller mere at rette op på Østersøens havmiljø, siger han.

Kommissionen Helcom arbejder for beskyttelse af havmiljøet i det baltiske område. Indtil videre har medlemmerne af konventionen kun kunnet blive enige om en reduktion af næringsstoffer til Østersøen på mellem otte og ni procent, fortæller Stiig Markager.

– Der skal ske en dramatisk reduktion af den mængde næringsstoffer, vi udleder til Østersøen. Man skal have helt, helt andre værktøjer op af skuffen for at løse det her problem, siger han.

Fredag ventes Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening at nedlægge sig selv, fordi der er “lig nul” chancer for at fange fisk i Østersøen, har formand Thomas Thomsen sagt.

Det er næringsstofferne fosfor og kvælstof, som skaber algevækst. Det giver døde alger, som synker til bunds og bruger ilten i havet.

– Når der ikke er ilt i havet, kan torskens æg ikke klække. Samtidig er der ingen dyr på bunden af havet, og så er der ingen mad til torskene, forklarer Stiig Markager.

Fiskerne har i høj grad selv bidraget til Østersøens tilstand, siger Stiig Markager.

– Det er det ene erhverv, landbruget, der har ødelagt det andet erhverv, fiskeriet, med udledning af næringsstoffer. Og så har fiskerne selv bidraget ved at overfiske tilbage i 1980’erne.

– Så de har både selv savet den gren, de sad på, og så har de fået den kappet af landbruget med en motorsav, siger han.

Engang blev der årligt fisket 400.000 ton torsk i Østersøen. I dag bliver der fisket 1000 ton.

– En del af løsningen er at stoppe fiskeriet. Det har de jo gjort ved at nedlægge fiskeriforeningen.

– Derudover skal vi nedbringe de globale temperaturstigninger, der presser torsken, som normalt lever i koldt vand, vurderer han.