Store bededag står stadig i kalenderen landet over. Den er som bekendt afskaffet, og den falder på en fredag.
Måske har du købt en kalender, hvor Store bededag stadig står i.
Dagen står nemlig stadig markeret som hellig- og fridag i mange kalendere for 2024.
“Vi har ikke haft mulighed for at fjerne dagen. Vi kan jo ikke trykke hele vores produktion om. Det ville dreje sig om 95 pct. af vores sortiment,” sagde Carsten Mikkelsen, der var prepress manager hos Mayland – i 2023 til Jyllands-Posten.
JP skrev, at virksomheden Mayland eksempelvis allerede havde sendt alle kalendere for 2024 i trykken.
Store bededag falder fredag den 26. april, så husk at notér dig, at kalenderen altså ikke er gældende – selvom den kan stå markeret som en forlænget weekend.
“Du kan godt skrive, at dem, der får en Mayland-kalender, bliver begunstiget med en ekstra bededag, men vi kan desværre ikke give tilladelse til, at folk holder fri – det må være en overenskomstmæssig ting med deres arbejdsgiver,” sagde Carsten Mikkelsen til mediet.