26. jun. 2024 - 17:21

Forbudt at flage med udenlandske flag – undtagen det ukrainske

Arkivfoto


Det skal igen være forbudt at flage med udenlandske flag.

Derfor har justitsminister Peter Hummelgaard (S) sendt et lovforslag i høring. I ekstraordinære situationer kan flag som det ukrainske undtages, men det danske bør nyde en særlig status.

– Dannebrog er det vigtigste nationale symbol, vi har i Danmark. Et symbol, der binder danskerne sammen som folk. Regeringen mener, at Dannebrog som flag bør nyde en helt særlig status i Danmark.

– Jeg mener derfor også, at denne helt særlige status bør føre til, at der igen skal være regler om flagning, så der ikke frit kan flages med andre landes flag. Sådan har det været i mere end 100 år, og sådan bør det igen være, siger han i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto

Lovforslaget var ventet. I marts stemte et bredt flertal i Folketinget for et beslutningsforslag om at genindføre et forbud mod flagning med udenlandske flag.

I Danmark har der i mere end 100 år været regler om flagning, herunder et forbud mod at flage med andre landes nationalflag.

Det ændrede sig, da Højesteret afsagde en dom i juni 2023 i en sag om flagning med det amerikanske flag.

Det var lovligt, da Martin Hedegård bosat tæt på Kolding i 2018 hejste det amerikanske flag i sin flagstang, lød det.

Trods den 100 år gamle bekendtgørelse var den nødvendige lovhjemmel til at forbyde flagning med et udenlandsk flag ikke til stede.

Bekendtgørelsen blev derfor ophævet, og nu vil Folketinget forbyde flagning med udenlandske flag på ny. Dermed vil det blive forbudt at flage med for eksempel det amerikanske flag.

Forbuddet vil ikke omfatte flagning med Danmarks nordiske naboers flag eller det grønlandske, færøske og tyske flag. Heller ikke flagning med flag, der repræsenterer internationale eller regionale sammenslutninger bliver forbudt.

Flagning med det tyske flag falder værdiordfører Pia Kjærsgaard (DF) for brystet.

– Der er rigtig mange tyskere, der lejer sommerhus ved den jyske vestkyst, og der tror jeg ikke, at det vil være særlig godt at se for mange tyske flag vaje. Det forstår jeg slet ikke, siger Pia Kjærsgaard.

Ifølge hende var det ikke en del af beslutningsforslaget.

Det foreslåede forbud vil alene gælde flagning fra flagstang.

Justitsministeren kan i ekstraordinære situationer undtage flag fra forbuddet. Det vil for eksempel kunne gælde det ukrainske flag.

Det vil altså blandt andet betyde, at det ikke vil blive forbudt at anvende flag eller faner, for eksempel i forbindelse med demonstrationer eller sportsbegivenheder.

Loven ventes at træde i kraft 2025.