01. sep. 2024 - 11:11

Fodbold-derby i dag: Politiet advarer fans




Omkring Parken i København har politiet søndag indført straf-skærpelseszone, når FCK tager imod Brøndby i det klassiske storkøbenhavnske derby.

Årsagen er, at politiet vurderer, at der er risiko for, at fans af de to ærkerivaler ryger i totterne på hinanden før eller efter fodboldkampen.

“Vi forventer fodboldfans på gaden i dag forud for kampen FCK og Brøndby kl. 14 i Parken. Dagen igennem vil vi derfor være mere synligt til stede i visse dele af byen, end vi plejer,” skriver Københavns Politi på X (det tidligere Twitter).

“For at sikre et fredeligt derby har vi indført en midlertidig strafskærpelseszone omkring Parken. Den er rettet mod de få, der er kommet for at slås. Heldigvis kommer de fleste for at nyde et spændende lokalderby, og I må have en rigtig god kamp,” skriver Københavns Politi videre.

Hverken FCK eller Brøndby har indtil videre spillet overbevisende fodbold i denne sæson, og derfor er begge ivrige efter at få de tre point, som en sejr vil give dem.

Kampen begynder kl. 14.00 i Parken.

Billedet herunder er fra en tidligere kamp imellem FCK og Brøndby.

Arkivfoto