28. feb. 2023 - 14:16

FIRE MÆND SMUGLEDE VÅBEN MELLEM DANMARK OG SVERIGE: Det koster lange fængselsstraffe




Fire mænd har fået lange fængselsstraffe, efter at politiet har afsløret dem i at smugle våben fra Danmark til Sverige.

Svenske toldere fik fat i to våbensmuglere i oktober 2021 og to andre måneden efter.

Det er baggrunden for, at National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) kunne anholde personerne og efter grundig efterforskning få dem dømt.

En 22-årig fik 30 måneders fængsel, en 23-årig fik 33 måneders fængsel, en anden 23-årig fik 36 måneders fængsel, mens en 25-årig slap med 11 måneders fængsel for sin del af forbrydelsen.

Retten fandt det bevist, at den 22-årige og den 25-årige mand 4. oktober 2021 overdrog en revolver samt 13 tilhørende patroner til en dansk mand, der med tog fra Københavns Hovedbanegård fragtede våbnet over Øresund, inden han blev stoppet af toldere. Manden er siden blevet dømt i sagen i Sverige.

Det blev også fundet bevist af retten, at den 25-årige mand 7. december 2021 sammen med de to mænd på 23 år var i besiddelse af og overdrog to forskellige pistoler med tilhørende magasiner, hvor der var isat henholdsvis ni og fire skarpe patroner. 


Det skete på en adresse på Nørrebro i København, hvor der var strafskærpelseszone. Våbnene blev af en svensk kvinde smuglet til Sverige med tog fra Københavns Hovedbanegård, men også hun blev opdaget af myndighederne og siden dømt.

Anklager ved NSK, Julie Solhøj, siger i en pressemeddelelse:

”På baggrund af internationalt samarbejde mellem dansk og svensk politi er det lykkedes at få kortlagt de nærmere omstændigheder bag to tilfælde af våbensmuglinger i det kriminelle miljø over den dansk-svenske grænse. Der er tale om en alvorlig sag, hvor håndvåben med tilhørende ammunition er overdraget og efterfølgende smuglet via et offentligt og meget befærdet sted, og jeg er derfor tilfreds med, at retten har idømt betydelige fængselsstraffe.”

Den 25-årige mand blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.