10. mar. 2024 - 9:49

Familiefar dræbt foran sit hjem: Nyt i sagen




Torsdag aften blev en 30-årig mand stukket foran sit hjem, hvor hans lille familie var inde i huset. En 31-årig mand er senere blevet anholdt og sigtet for drabet på Guldregnvej. Nu kan politiet komme med flere detaljer om efterforskningen.

Det er væltet ind med henvendelser fra borgere, som både er kommet videoovervågninger og vidneberetninger, som politiet har arbejdet videre med. Indtil videre er det blevet til over 100 henvendelser fra borgerne i Randers.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet arbejder ud fra en hypotese om, at drabet er sket i forbindelse med, at den nu anholdte mand vil bryde ind i den dræbtes hus.

“Det er en hypotese. Vi arbejder på at finde et motiv. Men regner med, at drabet var tilfældigt på den måde, at offer og gerningsmand ikke har haft noget forudgående kendskab til hinanden, siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard til TV 2 Østjylland.

Udover denne information kan politiet også fortælle, at de har brugt lørdagen og kommer til at bruge søndagen på at stemme dørklokker.

Beboerne på Akacievej og Gråpilevej står på listen over de adresser, som politiet skal have besøgt gennem weekenden, fortæller vicepolitiinspektøren.

“Vi regner med, at den formodede gerningsmand har gået på de to veje, så for en sikkerhedsskyld banker vi på alle steder for at høre, om folk har gjort sig nogle iagttagelser. Det er jo ikke sikkert, alle har fulgt med i TV2 Østjylland eller andre medier de seneste dage”, siger han.

Efter knivoverfaldet er manden blevet anholdt på en tankstation nær gerningsstedet. Fredag blev han varetægtsfængslet og sigtet for drabet på den unge familiefar.

Læs mere i sagen om den dræbte familiefar og hvordan politiet fandt frem til den sigtede.