Københavns Politi ser behov for at få talt med de unge efter drab på dreng ved busstoppested i Husum
Efter sagen om drabet på den 15-årige dreng i Husum vil nærpolitiet tage ud i ungdomsklubber for at tale med de unge.
Det er en del af politiets opfølgning torsdag, oplyser politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi.
– Vi er ude for at få taget en god snak med de unge, siger han.
Forbrydelsen skete onsdag cirka klokken 15.20 ved det busstoppested, som ligger på Frederikssundsvej ud for Humlebjerg. Her stopper buslinjerne 5C og 350S.
Offeret kom inde fra centrum, og tilsyneladende stod den mistænkte 14-årige og ventede på ham, oplyser politiinspektøren.
– Noget tyder på, at de to har haft et vist kendskab til hinanden i forvejen og havde en uoverensstemmelse, siger Tommy Laursen.
Kniven ramte den 15-årige i brystet. Han løb væk og faldt om ved den nærliggende vej Åfløjen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Onsdag aften tilbageholdt politiet en 14-årig dreng, som tidligere på dagen blev efterlyst. Politiet mener, at han er gerningsmand.
Politiet leder efter endnu en ung mistænkt ud over den 14-årige. Torsdag er efterlysningen noget bredere. Det er meget muligt, at der var flere unge til stede, lyder det:
– Vi efterlyser alle, der var til stede ved busstoppestedet og også de personer, der stod på den anden side af Frederikssundsvej, siger Tommy Laursen.
Muligvis har også folk i de nærliggende huse gjort iagttagelser, som er relevante for politiet.
– Der er helt sikkert nogen, der har set det, bemærker politiinspektøren. Han siger, at det også er muligt at ringe ind til politiet anonymt med oplysninger.
Sagen efterforskes som enhver anden sag om manddrab. Men den 14-årige kan ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder. Det er op til de sociale myndigheder at afgøre, hvad der skal ske.