Fem mænd er tirsdag i Østre Landsret idømt fængsel på livstid for to drab og et drabsforsøg begået på en P-plads i Kalundborg i 2020.
Egentlig skulle seks mænd have haft en dom, men den sjette mand dukkede ikke op i landsretten tirsdag morgen, hvor de seks skulle have svar på, om de var fundet skyldige eller ej.
Den sjette mand, Ali El-Mir, blev frifundet i byretten, men er i landsretten kendt skyldig i medvirken til drab og drabsforsøg. På grund af frifindelsen har han ikke som de andre fem været varetægtsfængslet i sagen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Midt- og Vestsjællands Politi har tirsdag offentligt efterlyst Ali El-Mir, så han kan blive fremstillet for retten og få en dom.
De fem dømte, Hicham Mojib, Danish Nadeem, Öztas, Mehmet Simon Tüfekcioglu og Ibrahim Mohammed Mala-Zade, fik alle samme straf, da Retten i Holbæk i sommeren 2022 afsagde dom i sagen.
Ved domsafsigelsen i Østre Landsret tirsdag fortalte retsformand Karen Hald, at landsretten var enig med byrettens vurderinger i forhold til strafudmålingen.
Sagen, som har udløst de mange livstidsdomme, drejer sig om et brutalt skyderi.
Kort efter klokken 18 den 17. november 2020 affyrede en gruppe på flere mænd en byge af skud mod en anden gruppe mænd på P-pladsen ved supermarkedet Meny på Nørre Allé i Kalundborg.
Tre mænd fra en gruppering, som politiet har kaldt “Sydkystgruppen”, blev ramt. To af dem døde, mens den tredje slap med livet i behold.
Landsretten har slået fast, at skyderiet skete som led i en konflikt mellem Sydkystgruppen på den ene side og banden Loyal To Familia på den anden.
Den slags udgør i drabssager en skærpende omstændighed, hvad straffen angår, og det har haft betydning for, at straffen er landet på fængsel på livstid.
En livstidsdom betyder i udgangspunktet, at man skal sidde inde resten af sine dage. Tidligst efter 12 år kan man blive prøveløsladt. Den længst siddende livstidsfange er Seth Sethsen, som har nu har siddet bag tremmer i mere end 38 år.
Ud over de fem dømte er to andre også idømt livstid i sagen. Deres sag har kørt særskilt, da de blev pågrebet senere end de andre. De to er dømt for at have haft en ledende rolle. Deres sag er endnu ikke blevet behandlet ved landsretten, men også de har anket.
Om straffen til Ali El-Mir også vil ende på livstid, er uvist. Dog er det nærliggende at antage, at han vil få samme straf, som de øvrige.
Under tirsdagens retsmøde blev det nævnt, at El-Mir forsøgte at forlade Danmark fredag i sidste uge. I den forbindelse blev hans pas inddraget. Det blev dog ikke oplyst, hvad der var det juridiske grundlag.
Midt- og Vestsjællands Politi, som har udsendt efterlysningen af El-Mir tirsdag, fraråder, at man tager kontakt til El-Mir, hvis man ser ham. I stedet skal man ringe til politiet.