Tirsdag bliver en våd omgang med regn de fleste steder i landet.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om kraftig regn eller skybrud i den østlige halvdel af Jylland, Fyn, Vestsjælland samt Lolland og Falster.
– Vi følger situationen tæt og opdaterer efter behov, skriver DMI på sin hjemmeside.
Især i den centrale del af landet kan der falde mellem 25 og 35 millimeter regn over seks timer.
24 millimeter på seks timer er kriteriet for kraftig regn.
– Desuden er der risiko for, at regnen lokalt kan gå over i skybrudsintensitet, det vil sige mere end 15 millimeter på 30 minutter, lyder det fra DMI.
Resten af Jylland og Sjælland går ikke fri af regnen, men her ser det ikke ud til at blive lige så kraftigt.
Det kan dog ikke udelukkes, skriver DMI. Derfor er der i disse områder udsendt risiko for kraftig regn eller skybrud.
Bornholm får også regn og byger en overgang i eftermiddag, men her ser det ud til, at nedbørsmængderne vil holde sig under kriterierne for kraftig regn og skybrud.
Lidt i syv om morgenen skriver DMI på det sociale medie X, at der er registeret kraftig regn på den vestlige del af Lolland.
– Her er der indtil nu faldet over 26 millimeter på lige over en time – og mere er på vej, lyder det.
Også Hovedstadens Beredskab har kommenteret dagens våde vejr.
Beredskabet advarer på X om risikoen for oversvømmelser.
– Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som kældre, viadukter med videre kan oversvømmes. Kør ikke ud i vand hvor du ikke kan vurdere dybden, lyder det.