Omkring 500 demonstranter fra Danmark forventes torsdag at fylde otte busser med kurs mod Malmö Arena for at tilslutte sig en demonstration mod Israels deltagelse i Eurovision.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Demonstrationen sker samme dag, som den israelske eurovisiondeltager Eden Golan deltager i musikkonkurrencens anden semifinale.
Det er en samling af propalæstinensiske grupper, der har organiseret bustransporten til Malmø.
Det fortæller talsperson for grupperne Martin Bryld.
– Derudover kommer der også folk med tog. Interessen har været enorm, så det er svært at anslå, hvor mange danskere, der vil deltage, siger han til TT.
I alt forventes mere end 20.000 demonstranter fra forskellige europæiske lande at møde op i Malmø torsdag under parolen “Udeluk Israel fra Eurovision”.