Venner tog taxa fra Korsør Station, men Meng ville gå hjem selv. De hørte næste dag, at hun aldrig kom hjem
Det var, da 17-årige Emilie Meng ikke dukkede op til kirkekor om formiddagen søndag den 10. juli 2016, at hendes bedste veninde blev bekymret.
Noget var galt.
– Det ville hun ikke misse, forklarer veninden tirsdag i Retten i Næstved om årsagen til bekymringen.
Her står en 33-årige Philip Westh tiltalt for at have bortført, voldtaget og dræbt den unge pige for siden at skille sig af med liget i en sø i Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland. Liget blev fundet juleaftensdag 2016.
Philip Westh nægter at have noget med hendes forsvinden og død at gøre.
Emilie Meng havde været i byen lørdag den 9. juli med tre andre, herunder den bedste veninde. De havde først drukket alkohol og hygget sig hjemme hos den ene for siden at tage en sen bus til Slagelse.
Her tog de på vandpibecafé og fortsatte den hyggelige aften. Stemningen var god i gruppen, men de tre vidner fortæller samstemmende, at Emilie Mengs humør skiftede den nat. Den fyr, som hun havde set, stoppede deres relation, og det påvirkede hende.
– Hun blev lidt mere tilbagetrukket og deltog ikke rigtig i samtalen, siger den bedste veninde.
Kursen blev siden sat først mod en McDonald’s og siden Slagelse Station, hvor de tog et tog til Korsør, hvor de boede.
De tre andre delte en taxa fra stationen, men den 17-årige insisterede på at gå hjem selv, hvilket ikke var usædvanligt. Hun var ked af det og ville angiveligt lytte til noget musik på hjemturen.
– Når hun var ked af det eller sur, ville hun gerne gå. Det var det eneste, der virkede, siger den bedste veninde, som i retten er klædt i sort fra top til tå.
Veninden så fra taxaen, at Emilie Meng fumlede med sine høretelefoner, mens hun gik i retning af Kodakstien, der var en mørk grussti over for stationen.
– Så ser jeg hende ikke igen, mindes veninden.
Emilie Meng kom aldrig hjem.
Da vennegruppen om morgenen fik beskeden om, at Emilie Meng var væk, var de to af vennerne først ikke så bekymrede. Måske havde hun sovet over sig? Men den bedste veninde indså alvoren, da Meng blev væk fra sit arbejde med at synge i kirkekoret.
Først antog politiet, at Emilie Meng på grund af kærestesorger selv havde valgt at blive væk lidt. At hun ville dukke op i live efter kort tid.
I årevis stod politiet på bar bund i sagen. Først da en dengang 32-årige Philip Westh sidste år blev anholdt for at have bortført og forgrebet sig på en 13-årig pige, blev han sat i forbindelse med drabet.
Philip Westh erkender dele af anklagerne angående den 13-årige. Han er også tiltalt for at have overfaldet en 15-årig efterskolepige i Sorø i 2022, hvilket han nægter sig skyldig i.
Der ventes dom i sagen 28. juni.
AF: Ritzau & Presse-fotos.dk