03. maj. 2023 - 11:31

Chauffør havde 11 kvindelige dates med i statsministerens bil: ‘Reglerne er runde’




En ministerchauffør i Statsministeriet havde kvindelige dates med i ministerbiler, når han ikke var på arbejde.

Det fortæller han onsdag formiddag i Københavns Byret.

Han vurderede ikke, at det var forkert, fordi han havde fået at vide, at han måtte bruge bilerne, så privatliv og arbejde kan hænge sammen.

– For at du kan passe dit arbejde, er reglerne ikke helt firkantede, de er runde, så man kan få det til at hænge sammen.

– Og det er også sådan, de fleste af mine tidligere kolleger fortolker dem, siger chaufføren i retten.

Han er tiltalt for brugstyveri og misbrug af sin stilling som ministerchauffør ved i alt 11 gange at have kørt rundt med kvinder i biler, der blandt andet blev benyttet af statsministeren.

I et enkelt tilfælde er han også tiltalt for at have haft seksuelt samvær på bagsædet af en ministerbil.

Han spurgte aldrig om lov, fortæller han, og han regner heller ikke med, at han havde fået lov.

– Det er noget, jeg har taget et skøn om, og der har jeg jo så åbenbart skønnet forkert.

En kvinde er også tiltalt i sagen. Hun er af flere medier blevet kendt som “lokkeduen”, da det var hende, der fik sagen frem i offentligheden fra en start.

Det var også hende, der i september 2021 fortalte Politiets Efterretningstjeneste om sagen, da hun ringede til dem, fortæller sagens anklager.