26. apr. 2024 - 14:15

Byret: Beboer på Christiania tjente 20 millioner på hash

Arkivfoto


I en sag om organiseret salg af hash på Christiania har en bagmand ifølge Københavns Byret tjent 20 millioner kroner. Det fremgår af dom fredag.

Retten har fundet den 50-årige mand skyldig i at have håndteret godt to ton hash i alt. En del af varerne blev solgt fra bod nummer fem og en bod ved navn Candy.

Konfiskationen af 20 millioner kroner er usædvanlig høj i sager om handel med stoffer.

Manden bor i fristaden. Han forbydes at tage ophold i et område på og ved Christiania, men retten har nøje anvist, hvordan han skal bevæge sig til og fra sin bolig, når han løslades. Opholdsforbuddet gælder i otte år.

Straffen er for den 50-åriges vedkommende blevet fastsat til fængsel i otte år. I sagen er også seks andre mænd blevet dømt stort set efter den anklage, som Københavns Politi havde rejst.

Straffene ligger mellem fem og otte år. Flere har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke. Et par anker dog på stedet til landsretten.