09. aug. 2024 - 12:26

Borgerinitiativ demonstrerer på Nørrebro efter dødeligt skyderi




Fredag mellem klokken 18 og 19 er der demonstration på Nørrebro i København arrangeret af borgerinitiativet “Vi tager gaderne tilbage”. Demonstrationen er en reaktion på den skudepisode torsdag, der kostede en 43-årig mand livet og sårede en 42-årig kvinde.

Det skriver borgerinitiativet i en pressemeddelelse.

Ifølge Jan Malinokowski, der er en af initiativtagerne, er det vigtigt, at Nørrebros beboere, “der oplever utrygheden lige uden for deres gadedør” står sammen.

– Vi vil markere, at vi ikke vil findes os i vold og skyderi i vores gader og give naboer med flere muligheden for at kunne tale hændelsen igennem. Vi skal have roen og trygheden tilbage i vores kvarter, siger han i pressemeddelelsen.

Demonstrationen finder sted ved Hans Tavsens Gade 2, hvor torsdagens skyderi fandt sted. Episoden er den seneste i en række den seneste tid, hvor der er blevet skudt eller er sket sprængninger i København.

Politiet har bekræftet, at det kender det 43-årige offer, men vil ikke sige mere på nuværende tidspunkt. Flere medier har erfaret, at han er dømt for et drab begået i København i 2000’erne.

Der er endnu ingen anholdt i sagen.