23. aug. 2024 - 7:20

Børn fra specialskole efterladt af lærer: Sat af midt på vejen




Tre unge børn fra en specialskole er blevet efterladt i vejkanten. Deres lærer mente ikke, at de opførte sig ordentligt og derfor besluttede læreren sig for at sætte de tre børn af, hvorefter skolebussen kørte fra dem.

De unge børn gik rundt ved vejen, hvor en tilfældig borger så dem onsdag eftermiddag. Hun besluttede sig for at tage kontakt til børnene.

De ser ud til at være tydeligt berørt af situationen og virker bange, fortæller Sandie Jacqueline Ring, som fandt børnene, til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

 “Jeg stopper op og ser to drenge stå og tomle den. De er bange, kede af det og frustrerede. Jeg er fuldstændig rystet”, fortæller Sandie Jacqueline Ring til mediet.

Børnene, der er omkring 10 gamle, har stået med tomlen op for at få bilisterne til at stoppe. Sandie Jacqueline Ring får kontaktet børnenes mor og moderen får fat på specialskolen Isbryderen på Islands Brygge i København, hvor eleverne går.

Skulle ikke have samlet børnene op

Sandie Jacqueline Ring bliver også mødt af læreren, som har efterladt eleverne. Men i stedet for at takke kvinden, der netop har taget sig de tre elever, bliver læreren sur over situationen.

“Han er sur over, at jeg har samlet børnene op, for så er der jo ikke noget læring i det. Læreren siger, at de var kommet op at slås i bussen, og han blev mere og mere arrig og sagde til børnene, at det var noget rigtigt lort, de havde lavet”, fortæller kvinden til mediet.

Efter dette møde med den sure lærer, tager Sandie Jacqueline Ring sagen i egen hånd. Hun beslutter sig nu for at kontakte politiet, det kommunale tilsyn og skolens ledelse.

Her bliver der taget i mod henvendelsen og alle tager sagen meget alvorligt. Skolens driftsansvarlige, Jørgen Hindsberg, fortæller til mediet, at man er rystet over lærerens opførsel.

“Det er et chok. Det er ikke noget, vi står inde for. Det er heller ikke en pædagogik, som vi på nogen måde praktiserer. Læreren har tilsidesat vores skærpede tilsynspligt”, siger den driftsansvarlige til mediet.

Tilbage på skolebænken

Efter den traumatiske oplevelse er alle tre elever tilbage i skolen igen torsdag. Men de er tydeligt mærket af, hvad der er sket på turen med skolebussen.

Nu skal ledelsen kigge på, hvad man vil stille op med den pågældende lærer. Der vil som minimum være en skriftlig advarsel, lyder det fra driftslederen.

“Det er jo som minimum en skriftlig advarsel. Og vi fortsætter vores vurdering i morgen (fredag, red.), hvor vi når frem til en beslutning”, siger Jørgen Hindsberg.