En bilist har mistet herredømmet over sit køretøj og har i den forbindelse torpederet et vejtræ på en ellers lige vej
Søndag eftermiddag er det gået helt galt for en bilist, da personen er kommet kørende langs Østergårds Alle i det sydvestlige Odense.
Her mistede bilisten herredømmet over sin bil og påkørte et vejtræ.
Fyns Politi modtog anmeldelsen om færdselsuheld klokken 15.08 og kort efter var den ellers rolige vej fyldt op af udrykningskøretøjer og blå blink.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ifølge den indledende anmeldelse var brandvæsenet bekymret for, at der var startet en bilbrand efter sammenstødet med træet, men i følge vores udsendte opstod der ikke brand.
“De arbejder nu på at få bilen fri og inspicere for mulig brand, mens en ambulance og reddere også er på stedet for at assistere,” lyder det fra vores udsendte.
Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet alvorligt til skade. Billeder fra stedet viser samtidig, at bilisten er oppe på benene og i kontakt med betjente.
Fyns Politi skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder til, hvorfor uheldet er sket.