Der er lørdag formiddag sket et færdselsuheld, hvor en bilist har ramt en cyklist på Ringstedvej nær Holbæk – mere præcist imellem Kvanløse og Ugerløse.
“Cyklisten vil dreje ud på Ringstedvej, men han bliver påkørt bagfra af en bilist, der kører med cirka 50 kilometer i timen,” fortæller vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Mikael Rahn, til redaktionen.
Vagtchefen tilføjer, at cyklisten havde betydelige smerter efter sammenstødet, så han er kørt med ambulance på skadestuen.
“Vi modtog anmeldelsen kl. 09.07, og der har kortvarigt været afspærret ved uheldsstedet, men der er ryddet nu,” fortæller Mikael Rahn.